¨

Adopter en hund

Før du adopterer en hund, er der adskillige ting, du bør overveje.

For det første skal du være helt sikker på, at du egner dig som hundeejer og at du har tid, lyst, energi og overskud til at håndtere en hund.

For det andet skal sørge for at vælge den rigtige hund. Dette inkluderer naturligvis valg af den rette hunderace, men også at tage stilling til hvilken baggrund hunden skal have (gadehund, hund fra et internat, annonce, bekendt osv.).

I det følgende får du en gennemgang af de vigtigste faktorer, du bør overveje, inden du vælger at adoptere en hund fremfor at få en hvalp.

 

Før du adopterer en hund

  • Tid og indsats: Hvert år aflives 15.000 hunde i Danmark pga. adfærdsproblemer. En stor del af disse aflivninger kan undgås, hvis blot ejerne fra starten – dvs. INDEN de anskaffer sig hunden – sætter sig ind i, hvor meget tid og arbejde det kræver at have en hund. Undervurdering af den tid og indsats det kræver at en hund, er uden tvivl den primære årsag til, at hundeejere skiller sig af med deres hunde
  • Familie og ansvar: At få hund påvirker hele familien – og selvom børn har en tendens til altid at svare “ja”, når man spørger dem, om de vil have en hund, er det i enden altid forældrene, der kommer til at hænge på de daglige lufteture, fodring, pelspleje osv. Det er desuden meget vigtigt, at ALLE familiemedlemmer er indstillede på at få hunden – hvis ikke vil hunden kunne føle dette og projektet vil være dømt til at mislykkes fra start. Herudover bør man huske på, at der følger et stort ansvar med at få en hund. Det drejer sig ikke kun om, at man skal huske at fodre, lufte osv. men også hvad man stiller op med hunden, når man skal på ferie, flytte, til møde osv.

Læs evt. artiklen ‘Før du køber hund' for supplerende information.

 

 

Hvilken hund skal man adoptere?

Udover de indledende overvejelser nævnt ovenfor, bør man overveje følgende, inden man adopterer en hund:

  • Race: En del af de førnævnte 15.000 aflivninger kan undgås, hvis ejerne fra starten vælger den rette hunderace. Vi anbefaler, at man læser sig frem og taler med andre hundeejere. For generel vejledning (og lidt sjov!) kan man også tage vores test for at finde ud af hvilken hunderace, du bør vælge
  • Hund fra et internat: Dyreinternaterne i Danmark sender hvert år adskillige hunde til aflivning, fordi ingen ønsker dem. Sørgeligt men sandt. Dette kan måske friste nogle mennesker til at vælge en voksen hund fra et internat fremfor en hvalp. Problemet er imidlertid, at det kun er de færreste mennesker, der har tilstrækkeligt indblik i hundes psyke til at kunne håndtere internathunde. Mange af hundene har nemlig en anderledes – typisk mere problemfyldt psyke – end andre hunde og er derfor sværere at håndtere. Derfor anbefales det, at man sætter sig meget grundigt ind i, hvad det indebærer at adoptere en hund fra et internat, inden man vælger den over en anden hund
  • Gadehund: Ligesom med hunde fra internater er gadehunde ofte prægede af en anderledes, mere problemfyldt, psyke. Herudover kommer gadehundene typisk fra 1) et helt andet land og skal derfor først tilvænnes tilværelsen her, og 2). fra et helt andet miljø – gaden. Selvom der findes nogle internathunde, der vitterligt er vanskelige at håndtere, er de fleste gadehunde generelt endnu sværere. Derfor anbefales det også, at man virkelig undersøger, hvor meget ansvar, tid og dedikation, det kræver at have en gadehund, inden man adopterer den. Læs evt. mere om gadehunde her

Kan du håndtere en adopteret hund?

Adopterede hunde er sværere at håndtere end andre hunde. Uanset om det er en gadehund, internathund eller naboens hund; alle hunde påvirkes psykisk af ejerskift samt ændringer i deres miljø og dette skal man forsøge at vurdere, om man er klar til, inden man vælger en adopteret hund.

Husk desuden på at din personlighed og opførsel altid vil smitte af på din hund – adopteret eller ej – og at adopterede hunde altid har et præg af deres tidligere ejere.

Vær ærlig over for dig selv og forhold dig til følgende:

  • Har du tidligere haft hunde?
  • Har du styr på dit liv?
  • Har du overskud?
  • Er dit hjem ordentligt organiseret (uden rod eller uorden)?
  • Er dit hjem egnet til en hund?
  • Har du tid, lyst og energi til at passe, pleje og elske en hund?
  • Kan du give en hund et struktureret liv med klare grænser og regler?
  • Vil en hund passe ind i dit liv i forhold til børn, arbejde, flytning, rejser, naboer osv.?

Hvis du ærligt kan svare “ja” på alle ovenstående spørgsmål, er du sandsynligvis egnet til at adoptere en hund. Hvis du kan svarer nej til enkelte af dem, så overvej om adoption virkelig er den rette løsning for dig – og hvis du stadig mener dette, overvej så hvad du kan gøre, for at sikre at din nyadopterede hund får et godt liv.

Hvor kan man adoptere hunde?

Hunde kan adopteres på følgende steder:

  • Dyrenes Beskyttelse og andre dyreværnsforeninger
  • Forskellige dyreinternater rundt om i landet
  • Organisationer der beskæftiger sig med gadehunde
  • Annoncer i aviser, på internettet o.lign.
  • Fra bekendte, naboer o.lign.

 

Anbefalede bøger

Hvis du er i tvivl om, hvilken hunderace du passer bedst sammen med, anbefaler vi, at du læser en eller flere af følgende bøger: