¨

Hvordan beroliger jeg min hund under fyrværkeriet på nytårsaften?

Der findes flere måder at give sin hund en rolig nytårsaften på

Hunde kan være meget angste for nytårsfyrværkeri – og det er vigtigt, at man behandler hunden korrekt og rettidigt

 

5 metoder til at berolige sin hund nytårsaften

Her gennemgår vi 5 af de bedste metoder til at dæmpe og behandle angst for nytårsfyværkeri hos hunde. Længere nede i artiklen kan du også læse om, 1) hvorfor hunde bliver angste omkring nytår, 2) hvordan man genkender angsten og 3) gode råd mod angst på nytårsaften.

1. DAP adaptil

DAP adaptil er duftferomoner, som naturligt beroliger din hund. DAP adaptils virkning er videnskabeligt dokumenteret og mange hundeadfærdseksperter anbefaler i dag produktet mod angst hos hunde. Behandlingen kan foregå med et halsbånd og/eller et diffusionssæt til hjemmet. Uanset om du vælger halsbånd eller diffusionssæt, skal behandlingen starte seneste 14 dage før nytårsaften.

Du kan købe DAP adaptil her:

 

2. Serene-UM

Ligesom mennesker påvirkes hundes humør og adfærd af bestemte kemiske forbindelser i kroppen. Et af de vigtigste stoffer i denne forbindelse er neurotransmitteren serotonin, som hos mennesker fremkalder en følelse af lykke og hos hunde virker beroligende. Stoffet er naturligt forekommende i kroppen, og både mennesker og hunde producerer selv stoffet.

Serene-UM er et kosttilskud, der tilfører hunden de næringsstoffer, som er nødvendige for, at den kan øge sin produktion af serotonin – og gør derved hunden roligere på en helt naturlig måde.

Du kan købe Serene-UM her (vær opmærksom på at der findes to varianter; én til små hunde og én til store hunde):

 

3. Thundershirt

En Thundershirt virker ved, at den lægger et blidt pres på hunden, hvilket har en beroligende effekt på de fleste hunde. Selve virkemåden er lidt den samme, som når man svøber spædbørn ind i en dyne eller et tæppe. Hvis du vil prøve en thundershirt, skal du huske at begynde at bruge den på din hund et stykke tid før nytårsaften, så den har mulighed for at vænne sig til den.

Thundershirts kan købes her (vær opmærksom på at der findes flere varianter til hunde i forskellige størrelser):

 

4. Tilvænning

At tilvænne sin hund lyden af fyrværkeri (desensibilisering) er en meget effektiv – men i mange tilfælde også vanskelig – måde, at behandle hundens angst på. Problemet i dag er, at det kun er lovligt at affyre fyrværkeri fra den 27.december til den 1. januar, og at man derfor kun kan bruge denne metode i en meget begrænset periode af året. Metoden virker desuden ikke på alle hunde, fordi deres angst måske har dybereliggende årsager. Hvis man vil prøve metoden, anbefaler vi, at man griber opgaven an på følgende måde:

  • Find lydklip af fyværkeri (f.eks. på youtube) og afspil dem for din hund
  • Skru lyden op umiddelbart før hunden skal fodres, gå tur, lege og have omsorg – på denne måde associerer hunden lydene med noget positivt
  • Øg løbende lydstyrken og hold øje med din hunds reaktion (sænk lyden hvis hunden begynder at blive bange og øg den igen gradvist, når den har vænnet sig til et bestemt niveau)

Metoden med lydklip virker dog ikke på alle hunde. Her er en anden metode, som også kan forsøges:

  1. Træningen starter så tidligt som muligt – dvs. den 27. december
  2. En hjælper affyrer fyrværkeriet fra tilpas lang afstand og nærmer sig kun langsomt hunden, som er i følgeskab af dens ejer
  3. Ejeren skal stå mellem hunden og hjælperen der affyrer fyværkeriet, fordi hunden i de fleste tilfælde vil føle sig mere tryg på denne måde
  4. Husk at hunden ikke må belønnes for sine fremskridt og at den heller ikke må ynkes for sin angst

OBS: Det er vigtigt at understrege, at man ikke skal tvinge hunden hen til fyværkeriet eller forsøge at vise den at fyværkeri er ufarligt. Denne adfærd er uforståelig for hunde og det vil i sidste ende blot traumatisere hunden.

I mange tilfælde kræver effektiv desensibilisering professionel hjælp fra en hundeadfærdsbehandler el.lign.

 

5. Beroligende medicin til hunde på nytårsaften

Der findes flere forskellige typer medicin, som kan bruges til at dæmpe hundens angst nytårsaften. Det er dog vigtigt at understrege flere ting i forbindelse med brug af medicin:

  • Ingen mirakelkur: Der findes ingen former for medicin, der i sig selv kan behandle angst hos hunde. Der er med andre ord ingen “mirakelkur”. Medicinsk behandling kan dog bruges til at dæmpe hundens angst under de øvelser, der i sidste ende kan kurere angsten – og hos nogle hunde kan det være meget vanskeligt at gennemføre disse øvelser uden medicin, fordi hunden konstant distraheres sin egen angst.
  • Dyrlægen: Al medicin til dæmpning af angst hos hunde er receptpligtigt og fås kun efter aftale med en dyrlæge. Dyrlægen skal kende din hund og forstå dens angsttilstand for at kunne ordinere det rette middel samt bestemme den rette dosis.
  • Menneske-medicin: Brug aldrig menneske-medicin til hunde, da det kan have en helt anden virkning hos dyr end på mennesker!

 

 

Hvorfor er hunde bange for fyrværkeri?

Mange hunde udvikler med tiden angst for fyrværkeri. Angsten kan udvikles på mange forskellige måder, men de mest almindelige er:

Uforudsigelige lyde, lys og lugte: Fyrværkeriets uforudsigelige natur kan gøre hunde angste. Pludselige høje lyde eller skarpe lysglimt (eller begge dele i kombination) kan have en skræmmende effekt på hunde. Fordi hundes høresans er meget mere veludviklet end menneskets, er det ikke underligt, at især høje lyde kan påvirke hunden meget. Nogle hundeejere oplever i øvrigt, at deres hund kun reagerer på bestemte lyde fra fyrværkeri. Andre oplever, at deres hund kun reagerer på lys, og hos andre er problemet som nævnt en kombination af det hele. Herudover er der også mange flere uvante lugte på nytårsaften, som også kan bidrage til at gøre situationen mere utryg for hunden.

Flere typer angst: Nogle hunde er generelt mere angste end andre, og disse vil i mange tilfælde have en tendens til også at være angste for fyværkeri. Inden for hundepsykologien opdeler man hundes angst i flere forskellige kategorier. De hunde som har en general angst over for bestemte lyde, lys, situationer, genstande, andre hunde, mennesker osv. er typisk mærkede af nogle hændelser i deres fortid. Det kan f.eks. være dårlige ejere, manglende tidlig socialisering, traumatiserende oplevelser o.lign. Det er dog vigtigt at understrege, at angsten også kan være medfødt/nedarvet.

Fyværkeri/nytårsaften: I nogle tilfælde skyldes angsten en specifik hændelse i relation til fyrværkeri, som f.eks. et fyværkeri der har været affyret for tæt på hunden, at hunden har været i kontakt med fyværkeri o.lign. Angsten kan også skyldes selve begivenheden nytårsaften. Hvis hunden først har vænnet sig til, at det er en ubehagelig aften, er det normalt, at den har denne association i fremtiden. Angsten kan endda starte flere uger i før selve nytårsaften, som det også beskrives i det følgende afsnit.

Det er vigtigt, at hundens angst for nytårsfyrværkeri behandles, da den ellers kan udvikle sig til angst for andre lyde, situationer og ting. Dette vil oftest være over for andre lyde såsom torden, larm fra trafikken o.lign., men i nogle tilfælde kan angsten også antage en mere generel karakter. Ubehandlet angst vil desuden ofte have en tendens til at forværres hvert år, hvilket igen understreger vigtigheden af korrekt og rettidig behandling.

 

Hvordan mærkes angst for nytår/fyværkeri hos hunde?

Reaktionerne på nytår og fyværkeri kan være meget forskellig fra hund til hund. Nogle hunde er helt og aldeles upåvirkede, hvor andre er ekstremt angste. Blandt de angste hunde kan angsten vise sig på flere måder; nogle er kun let påvirkede og virker måske blot lidt ekstra opmærksomheds- eller omsorgssøgende. Andre går i decideret panik og forsøger eventuelt at flygte eller gemme sig.

Andre tegn på angst kan være, at hunden ryster, hyler, piber, laver mærkelige lyde, bliver aggressiv, ryster eller tisser/har afføring i hjemmet.

Tidspunktet hvor angsten indtræder kan også variere meget fra hund til hund. De fleste hunde ved godt, hvornår nytårsaften er ved at nærme sig, og nogle begynder derfor at blive angste flere dage –  eller endda uger – i forvejen.

 

Gode råd mod angst omkring nytår

Line – hele tiden: Nogle steder affyres fyværkeri i dagene op til og efter nytårsaften – derfor bør man altid sørge for, at hunden er i line, når man opholder sig udendørs i denne periode af året. Dette gælder også selvom din hund normalt ikke er angst for fyrværkeri (det er set, at hunde forsøger at fange fyværkeri eller lege med det).

Hundetegn: Sørg for at din hund har sit hundetegn på i alle dagene omkring nytår (det sker, at hunde stikker af pga. uventet larm fra fyrværkeri).

Kør hunden træt: En udmattet hund er mere afslappet end en hund, der kun har fået et par korte lufteture. Derfor bør man altid bestræbe sig på, at køre hunden godt træt i løbet af nytårsdag.

Belønning, straf og ynk: Uanset hvordan hunde reagerer på fyværkeri må man aldrig hverken belønne, straffe eller ynke dem. Prøv i stedet af distrahere hunden med noget positivt som f.eks. leg eller kontakt.

Hjemmet: Træk gardinerne for, så hunden ikke ser fyrværkeriet og luk eventulle skodder for at minimere fyrværkerilarmen i hjemmet. Hold også døre og vinduer lukkede. Sæt evt. noget musik på for at overdøve eller udflade lydene fra fyrværkeriet. Lad ikke hunden være alene. Prøv at aktivere den med leg, kontakt eller mad. Hvis hunden gemmer sig (f.eks. under sofaen eller en seng), bør du ikke forsøge at hive den ud af sit gemmested (lad den være).

Medicin: Giv aldrig hunden menneske-medicin! Hunde må kun få medicin, som dyrlægen har ordineret.