Hvilket dyr er verdens hurtigste?

For at afgøre hvilket dyr der er verdens hurtigste, er man nødt til at inddele dyrene i mindst 3 forskellige kategorier (eftersom konkurrencen ellers ikke ville være fair!):

1. Verdens hurtigste dyr i luften er vandrefalken (Falco peregrinus), der – når den styrtdykker – kan nå hastigheder på over 325 km/t. Styrtdykket anvendes i forbindelse med jagt, hvor den bruger hastigheden til at overrumple sit bytte. Vandrefalken lever primært af mellemstore fugle såsom duer og spurvefugle. Vandrefalken lever praktisk talt overalt på Jorden (inkl. Danmark) kun med undtagelse af tropiske regnskove, ekstreme polare regioner samt meget høje bjerge. Den engelske betegnelse for vandrefalken er Peregrine Falcon.

Verdens hurtigste dyr: Vandrefalken

Vandrefalken

2. Verdens hurtigste dyr på landjorden er geparden (Acinonyx jubatus), der kan løbe op til 120 km/t over distancer på op til 500 m. Geparden kan desuden accelerere fra 0-100 km/t på 3 sekunder. Geparden lever primært af pattedyr, der vejer under 40 kg som f.eks. gazeller og springbukke eller mindre gnuer og zebraer. Den lever i Afrika, Mellemøsten og Asien, men har tidligere også levet i Europa.

Verdens andet hurtigste dyr: Geparden

Geparden

3. Verdens hurtigste dyr i havet er sejlfisken (Istiophorus), der kan svømme op til 110 km/t. Sejlfisk kan blive 3 m lange og veje op til 100 kg og lever primært i verdens varmere oceaner. Sejlfisken er kendt for sit karakteristiske “sejl”, som normalt er sænket og strømlinet med kroppen, men som hæves, hvis den føler sig truet eller ophidset. Sejlfisken kan desuden skifte farve og farvemønstre næsten øjeblikkeligt, hvilket også er en del af dens forsvars- og jagtmekanisme. 

Verdens tredje hurtigste dyr: Sejlfisken

Sejlfisken

Læs evt. mere om sejlfisken i artiklen verdens hurtigste fisk

Insekter

Selvom videnskabens forståelse for mekanismerne bag insekters evner til at flyve endnu ikke er helt klar, mener man, at aftensværmerne (Sphingidae) eller klægerne (hybomitra) er blandt verdens hurtigste insekter, idet de er målt til at kunne flyve over 50 km/t.

Krybende dyr

Verdens hurtigste krybende dyr er Den sorte mamba (Dendroaspis polylepis), der kan bevæge sig med op til 20 km/t. Den sorte mamba er – til trods for sit navn – ikke sort; navnet stammer fra indersiden af slangens mund, der netop er sort.  Den sorte mamba er desuden den største slange i Afrika og kan blive op til 4,5 meter lang. 

 

Kilder:

http://en.wikipedia.org/wiki/Peregrine_Falcon

http://en.wikipedia.org/wiki/Cheetah

http://en.wikipedia.org/wiki/Sailfish

http://animals.nationalgeographic.com/animals/reptiles/black-mamba/

Relaterede artikler