¨

Hjerteorm hos hunde (fransk/tropisk)

Der findes 2 typer hjerteorm: Fransk hjerteorm som findes i Danmark og tropisk hjerteorm som ikke findes herhjemme.

Herudover findes der også rævens lungeorm, som i livscyklus minder meget om den franske hjerteorm. Ofte bruges betegnelsen hjerte-lungeorm også til løseligt at beskrive fransk hjerteorm og rævens lungeorm.

Omdrejningspunktet i en hjerteorms liv er dens værter; den udklækkes hos en hovedvært, passer igennem en mellemvært og lægger æg hos en ny hovedvært.

Hjerteorm findes mest hos hunde, men kan også forekomme hos katte og fritter. Herudover kan de findes hos vilde dyr såsom ræve, ulve og søløver – og i meget sjældne tilfælde mennesker (dog kun tropiske hjerteorm). Fordi hjerteorm primært forekommer hos hunde, er det mest hundene, der er fokus på i denne artikel.

 

Se evt. også artiklen lungeorm


Ormekure til hunde og katte kan købes her


Hjerteorms smittvej

Hjerteorms smittevej hos hunde

På illustrationen ses hjerteorms smittevej: Et æg udklækkes i hovedværten – optages af mellemværten – og videreføres til den nye hovedvært

Typer af hjerteorm

Fransk hjerteorm

Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) findes i Danmark og forekomsten er blevet mere markant de senere år.

Den voksne orm er 1,4-2 cm lang og lever i hundens hjerte. Deres cyklus starter ved, at en hund spiser en inficeret snegl. Denne snegl indeholder larver, der endnu ikke er kønsmodne (dvs. ikke kan lægge æg). Larverne breder sig fra tarmene til hundens lymfeknuder og blodkar og herfra videre til hjertet og lungerne, hvor de udvikler sig, indtil de kan producere æg.

Når æggene er lagt, udklækkes små larver, som bevæger sig ud i lungerne, hvilket får hunden til at hoste dem op og dernæst sluge dem. På denne måde kommer de ned i tarmsystemet og udskilles via afføringen, hvilket giver gør det muligt at smitte nye snegle og dermed flere hunde.

Voksne hjerteorme lever i op til 2 år og kan udover hunde også have ræve og grævlinger som hovedvært.

Tropisk hjerteorm

Tropisk hjerteorm (Dirofilaria immitis) findes ikke i Danmark – med undtagelse af de få tilfælde hvor en hund f.eks. har været med på ferie og bringer ormen med hjem.

Voksne D. immitis kan blive op til 35 cm lange og lever i værtens hjerte, hvor de producerer små larver. Når en myg suger blod fra værtsdyret, vil disse små larver blive suget med blodet op i myggen, hvor de vokser og udvikler sig. Efter 2-3 uger bevæger larverne sig ud i myggens mund.

Når myggen bider et nyt dyr, trænger larverne ind i den nye værts system. Larverne vokser yderligere og er efter ca. 3 måneder klar til bevæge sig ind i hjertet på sin vært, hvor de udvikler sig til voksne hjerteorme. Det bør nævnes, at hjerteormenes larver ikke kan udvikle sig til voksne hjerteorm, medmindre de passerer gennem en myg.

Tiden fra værten bides af en inficeret myg til de voksne hjerteorme begynder at producere larver, er totalt omkring 6-7 måneder (hos hunde og katte).

I modsætning til den franske hjerteorm kan de tropiske hjerteorm også inficere katte og mennesker (se sidste afsnit i denne artikel).

 

 

Symptomer

Symptomerne på de forskellige typer hjerteorm, kan variere og det er slet ikke sikkert, at symptomer forekommer (især ikke ved tropisk hjerteorm). Når symptomer forekommer kan de inkludere:

  • Hoste (typisk det første symptom)
  • Mindsket appetit og evt. vægttab
  • Vejtrækningsproblemer
  • Sløvhed eller træthed
  • Opkast og/eller diarre
  • Hjerteproblemer
  • Uforklarlige blødninger
  • Uforklarlige hævelser
  • Neurologiske symptomer (f.eks. muskelforstyrrelser, synstab eller anfald)
  • Ansamling af væske i bugen (hvilket kan forøge bugens størrelse)
  • Nedtrykthed eller adfærdsændringer
  • Manglende udholdenhed ved fysisk anstrengelse (i alvorlige tilfælde)
  • Pludselig død som følge af hjertesvigt (i sjældne tilfælde)

Diagnose

Udover hundens sygdomshistorie og symptomer kan følgende undersøgelser anvendes til at diagnosticere hjerteorm:

  • Afføringsprøver
  • Blodprøver
  • Røntgen
  • Ultralyd

Ved fransk hjerteorm er det stort set kun afføringsprøver, der anvendes. Der tages typisk adskillige afføringsprøver, idet ormen ikke udskilles konstant i afføringen.

Behandling

Behandling af fransk- såvel som tropisk hjerteorm foregår vha. receptpligtige ormemidler.

For generelt at mindske risikoen for udbredelsen af hjerteorm i samfundet, anbefales det på det kraftigste, at alle hundeejere opsamler deres hundes afføring.

I udlandet er meget almindeligt at man giver hunde lægemidler, der har en forebyggende effekt på bl.a. hjerteorm – dette er dog ikke tilladt i Danmark.

Kan mennesker få hjerteorm?

Fransk hjerteorm og Rævens lungeorm kan ikke inficere mennesker. Tropisk hjerteorm kan inficere mennesker, selvom der kun findes ganske få registrerede tilfælde på verdensplan.

Hos mennesker lever den tropiske hjerteorm dog i lungerne fremfor hjertet. I lungerne vil ormen dog hurtigt dø og blive indkapslet i væv.


Ormekure til hunde og katte kan købes her


 

Relaterede artikler: Orm hos hundeOrm hos katte