Ligesom med mennesker afhænger kattes levetid i høj grad af faktorer såsom genetik, pleje, kost og motion, men kattens race samt leveforhold (om den lever indendørs eller udendørs) spiller også en rolle.
Generelt gælder, at indendørs katte lever længst, fordi de får al den føde de har behov for og typisk også tilses af en dyrlæge, når det er nødvendigt.
Indendørskatte kan blive over 20 år gamle, selvom gennemsnitlige indendørskat kun bliver 12-18 år gammel (verdens ældste kat blev dog hele 38 år!).
Hertil kommer, at udendørskatte oftere befinder sig i farlige situationer end indendørskatte, hvilket øger sandsynligheden betydeligt for, at de dør unge. De farlige situationer inkluderer; trafikuheld, dyremishandling, sygdomme fra andre udendørskatte, forgiftning, aflivning, rovdyr samt kampe med andre katte.
Der findes naturligvis eksempler på udendørskatte, der bliver ældre end indendørskatte, men sådan vil der jo altid være undtagelser.
Indendørskatte der farer vild eller med vilje forlader deres hjem (herreløse katte) plejer i øvrigt ikke at overleve mere end et par år på egen hånd, idet de ikke er opdragede hertil og desuden har mistet en del af deres overlevelsesinstinkt i menneskehjemmets trygge rammer.
Hvor gamle bliver katte ifølge statistikkerne?
Indendørs katte bliver i gennemsnit ca. 15 år, udendørskatte typisk bliver 10 år gamle. Nogle indendørs katte bliver desuden mere end 20 år gamle, hvilket næsten aldrig er tilfældet blandt udendørskatte.
På billedet herunder kan du se forskellene på, hvor gamle indendørs- og udendørskatte bliver (illustrationen inkluderer kattenes alder i katteår):
Ser man mere bredt på hvor gamle de enkelte kattedyr bliver, er det jaguaren (Panthera onca), der generelt bliver ældst; op til omkring 30 år.
Verdens ældste nulevende kat er 23 år gammel. Den ældste kat der nogensinde har levet, blev hele 38 år gammel! Du kan læse mere om verdens ældste katte her
Tegn på at en kat er ved at blive gammel
Hvis du har adopteret en kat eller har taget en herreløs kat til dig og derfor ikke kender kattens alder, er der visse tegn, som kan hjælpe dig til at estimere dens alder:
Tænder
Tænder er en god aldersindikator hos de fleste dyr – også katte.
Ældre katte har generelt mere misfarvede og brugte tænder end yngre (dette afhænger dog også af ejerens pleje af kattens tænder).
Killingers første tænder bryder frem, når de er 2 – 4 uger gamle. Det permanente tandsæt bryder frem, når de er omkring 4 måneder gamle. Så en killing med helt hvide, permanente tænder er sandsynligvis omkring 1 år gammel. Let gule tænder kan indikere at katten er mellem 1 og 2 år gammel. Tandsten er tegn på, at katten er mellem 3 og 5 år gammel. Manglende tænder kan betyde, at du har en ældre kat.
Muskeltoning
Yngre katte har generelt mere tonede eller iøjnefaldende muskler end ældre katte pga. deres højere aktivitetsniveau. Gamle katte er almindeligvis lidt mere “benede” og har nogle gange lidt ekstra hud, der hænger eller skyder frem fra skulderbladene.
Pelsen
Yngre katte har som regel en blød og fin pels, hvor ældre katte typisk har en tykkere og mere ru pels. En gammel kat kan også have grå eller hvide hår, der evt. er samlet i pletter.
Øjnene
Klare, lyse øjne uden nogle skader eller afløbende væske, er almindeligt blandt unge katte. Katte med visse uklarheder i øjnene er sandsynligvis 12 år eller ældre. Bemærk også øjets iris; unge katte har glatte iriser, mens de hos gamle katte i nogle tilfælde er lidt ujævne.
Relaterede artikler
- Verdens ældste katte
- Katteår – Sådan udregnes kattes alder
- Hvor gammel kan en hund blive?
- Hundeår og hundealder