¨

Forhudsbetændelse hos hunde

Forhudsbetændelse hos hunde er meget mere almindeligt forekommende end de fleste hundeejere tror, og rammer praktisk talt alle hanhunde i større eller mindre grad.

Det er dog især ukastrerede hanhunde, der rammes. Der er ingen forskel på forekomsten blandt de enkelte hunderacer.

Årsagen til forhudsbetændelse er overvækst af bakterier eller svamp under forhuden, som kan fremprovokeres af skader, forhudsforsnævring, fremmedlegemer (som f.eks. skidt) under forhuden m.fl.

Hvis gulligt sekret viser sig ved forhudsåbningen, er der en stor sandsynlighed for, at din hund har forhudsbetændelse.

Årsager til forhudsbetændelse

Forhudsbetændelse skyldes en overvækst af bakterier eller svamp under forhuden. Denne overvækst kan have følgende årsager:

  • Bakterier (der har fundet vej op under forhuden)
  • Fremmedlegemer (græsavn, græsstrå osv.)
  • Skader på forhuden
  • Forhudsforsnævring
  • Svulster eller deformiteter i vævet

Testiklerne producerer kønshormoner, som bidrager til udviklingen af forhudsbetændelsen. Selve problemet sidder dog i forhudens omslagsfold, som er fyldt med lymfekirtler.

Hundens egen slikken af forhuden og det omgivende området kan forværre forhudsbetændelsen, idet slimhinden kan briste, hvilket medfører blødning.

Symptomer

  1. Det første tegn på forhudsbetændelse er gulligt sekret, der også kan være gråligt eller endda grønligt
  2. Det næste symptom er normalt, at hunden begynder at slikke sig overdrevent i området omkring forhuden – i modsætning til det første symptom (sekretet) er den overdrevede slikken noget, de fleste hundeejere bemærker
  3. Det tredje symptom er bloddryp fra hundens kønsorgan, hvilket skyldes den overdrevede slikken – dette symptom forekommer dog ikke altid

Her ses en oversigt over de mest almindelige symptomer på forhudsbetændelse:

  • Gulligt sekret ved forhudsåbningen (kan også være gråligt eller grønligt i nogle tilfælde)
  • Overdreven slikken på forhuden og i området omkring
  • Blod der drypper eller løber fra forhuden (dette skyldes hundens egen slikken)
  • Hævelse og/eller rødme (inflammation) omkring forhuden
  • Manglende lyst til at parre sig
  • Feber, svimmelhed og evt. også nedsat appetit (kun i mere alvorlige tilfælde)

 

 

Diagnose

Det er forholdsvist nemt for en dyrlæge at stille diagnosen. Dyrlægen vil normalt undersøge forhuden for skader, fremmedlegemer og svulster. I nogle tilfælde kan bedøvelse af hunden være nødvendig – især hvis hunden har mange smerter i området omkring forhuden.

Dyrlægen kan også tage en urinprøve for at undersøge for sygdomme i urinvejene (blærebetændelse, blærehalskirtelbetændelse, urinvejsinfektioner m.fl.).

Behandling af forhudsbetændelse hos hunde

De fleste tilfælde af forhudsbetændelse kan behandles vha. en skylning med forhudsrens, som er en blanding af brintoverilte og klorhexidin.

Selve skylningen er forholdsvis simpel; følg blot vejledning på emballagen (man skal blot sprøjte forhudsrensen ind under forhuden og ”massere den ind”, så den kan virke over det hele kønsorganet.

Behandlingen strækker sig over flere dage og skal gentages med enkelte dages mellemrum – se forhudsrensens emballage for mere detaljerede instruktioner).

Hvis du er i tvivl om, hvordan du skal foretage skylningen, bør du kontakte en dyrlæge. Du bør også kontakte en dyrlæge, hvis ikke behandlingen virker (dvs. hvis symptomerne fortsætter).

Hos hunde der ikke stopper med at slikke, kan med fordel anvende en hundekrave, så området får lov til at hele.

Alvorlige tilfælde

I mere alvorlige tilfælde kan behandling med antibiotika være nødvendig.

Hvis den underliggende årsag er svulster eller unormalt væv, vil kirurgisk fjernelse heraf være den normale løsning

I nogle tilfælde kan kastrering også være en oplagt behandlingsmulighed – dette gælder især hvis forhudsbetændelsen bliver kronisk eller tilbagevendende. Kastrering hjælper, fordi man ved fjernelse af testiklerne stopper deres produktion af hanligt kønshormon, som netop medvirker til udviklen af forhudsbetændelse. Kastrering er dermed det mest effektive forebyggende tiltag mod forhudsbetændelser.

Tomater mod forhudsbetændelse

Ifølge et gammelt husråd skulle tomater (friske eller konserverede) kunne afhjælpe forhudsbetændelse. Dette er imidlertid ikke sandt og det frarådes derfor at følge husrådet.

Man bør desuden være opmærksom på, at tomater er let giftige for hunde og at man derfor slet ikke bør fodre din hund med dem.

Kilder og yderligere viden om emnet

Sidst opdateret af redaktionen den 07. februar 2017


OBS: Hvis din hund er syg, bør du altid kontakte en dyrlæge!