¨

Min hund kaster op!

Hunde er fra naturens side udstyret med en tendens til let at kaste op.

Tendensen er egentlig en fysiologisk forsvarsmekanisme, der hjælper hunden til at overleve; når en hund ser noget, den tror er spiseligt, spiser den det – hvis ikke det kan fordøjes, kaster den det op igen.

Opkast kan imidlertid også være tegn på flere alvorlige- og endda livstruende sygdomme hos hunde og man bør derfor ikke ignorere regelmæssig opkast.

Opkast eller regurgitation?

Der findes 2 måder hvorpå en hund kan kaste op:

  • Regurgitation (opgylpning): Når føde sætter sig fast eller blokeres i spiserøret hos en hund, bliver det ved med at ophobe sig indtil hunden regurgiterer – dvs. gylper det op. Regurgiteret føde kan kendes ved, at det er ufordøjet og typisk rørformet (fordi det har siddet i spiserøret og aldrig er nået ned i mavesækken). Læs evt. mere om regurgitation her
  • Opkast: Føde der når mavesækken og opstødes gennem spiserøret og videre ud gennem munden, defineres som opkast. Hunde der skal til at kaste op, bliver almindeligvis angste og begynder at søge opmærksomhed eller tryghed ved at savle og synke overdrevet

Regelmæssig opkast

Lejlighedsvise, isolerede tilfælde af opkast hos hunde, er helt normalt og bør ikke vække bekymring. Hvis opkastningerne derimod er hyppige, regelmæssige eller ligefrem kroniske, bør man dog skride til handling. Det eneste rigtige at gøre er at konsultere en dyrlæge, da en korrekt diagnose er nødvendig.

Årsager

Der kan være mange årsager til, at en hund kaster op. Mindre betydelige årsager, såsom at den har spist for meget, for hurtigt eller noget ubehageligt, er blandt de mest almindelige.

Der kan dog også være mere alvorlige årsager til opkast hos hunde. Nedenfor finder du en oversigt over de ting, der kan udløse opkast hos hunde:

  • At spise for meget, for hurtigt eller noget de ikke kan tåle/lide
  • Kostrelaterede årsager (ændringer i kosten, intolerancer overfor bestemte fødevarer, indtagelse af affald osv.)
  • Fødevareallergier
  • For meget bevægelse umiddelbart efter indtagelse af føde
  • Infektioner i mavetarmkanalen (forårsaget af virus såvel som bakterier)
  • Fremmedlegemer i mavetarmkanalen (inkl. knoglestykker, legetøj, pinde osv.)
  • Indvoldsorm og andre parasitter
  • Forstoppelse
  • Obstruktion af tarmene
  • Kroniske inflammatoriske lidelser i tarmene (f.eks. colitis)
  • Stress
  • Mavesår
  • Mavekatar (gastritis)
  • Nyresvigt
  • Leversvigt
  • Inflammation af galdeblæren
  • Bugspytkirtelbetændelse
  • Bughindebetændelse
  • Hedeslag
  • Køresyge (læs evt. mere om hunde i bilen her)
  • Mavedrejning (volvulus/GDV)
  • Indtagelse af giftige substanser (forgiftning)
  • Forskellige problemer med livmoderen
  • Kvalme eller andre gener efter operation
  • Systemiske sygdomme (sygdomme der rammer hele kroppen)
  • Kræft

Opkast der forekommer sporadisk eller uregelmæssigt over en længere periode, kan skyldes en dysfunktionel nyre, inflammation i mavetarmkanalen, alvorlig konstipation, kræft, leversygdomme eller systemiske sygdomme.

 

 

Øvrige symptomer

Eftersom der kan være mange forskellige årsager til, at en hund kaster op, kan det være svært for dyrlægen at stille en diagnose. Derfor kan det være en stor hjælp, hvis man er opmærksom på eventuelle ledsagende symptomer – såsom:

  • Diarre
  • Dehydrering
  • Tegn på svimmelhed
  • Blod i opkasten
  • Vægttab
  • Ændringer i appetitten
  • Øget eller mindsket tørst
  • Øget eller mindsket afføring eller urin

Hvis ét eller flere af følgende symptomer forekommer, bør du straks kontakte en dyrlæge:

  • Hunden kaster op mere end 1 gang om dagen
  • Hunden kaster op flere dage i streg
  • Hundens opkast indeholder blod eller brunt materie (der ligner kaffegrums)
  • Hunden kaster op på trods af, at den ikke har spist i flere timer
  • Hunden har diarre, svimmelhed eller oppustet mave

Vær desuden opmærksom på, at opkastning kan være farligt hos:

  • Ældre hunde
  • Hvalpe
  • Hunde der allerede har helbredsmæssige problemer

Husk desuden på at opkast hurtigt kan dehydrere – sørg derfor altid for at din hund har adgang til vand, hvis den kaster op.

Diagnosticering

Dyrlægen stiller diagnosen på baggrund af:

  • Symptomerne (hvor ofte hunden kaster op samt eventuelle symptomer ovenfor)
  • En fysisk undersøgelse
  • Sygdomshistorikken (om hunden tidligere har haft hyppig opkast samt eventuelle sygdomme)
  • Evt. forskellige supplerende undersøgelser (f.eks. blodprøver, billedundersøgelser, ultralyd, afføringsprøver, endoskopi, biopsi m.fl.)

Behandling

Behandlingen afhænger af årsagen – dvs. hvis din hunds opkast eksempelvis skyldes en bakteriel infektion i mavetarmkanalen, vil denne typisk skulle behandles vha. antibiotika. Er årsagen kostrelateret, vil man prøve at identificere de fødevarer, der får hunden til at kaste op. Osv. osv.



OBS: Hvis din hund er syg, bør du altid kontakte en dyrlæge!